VESTERBRO PIGENETVÆRK
Vesterbro Pigenetværk har eksisteret siden 2006 og har fra sin start arbejdet med at koordinere og synliggøre fritids- og kulturtilbud for piger på Vesterbro på en sjov og anderledes måde. Vi sigter mod at skabe fællesskab og netværk mellem pigerne og de voksne omkring pigerne, for at pigerne motiveres til at udvide deres færden i bydelen og derigennem gøre bedre brug af dens tilbud. På sigt er målet, at flere piger bliver integreret i fritids- og kulturlivet på Vesterbro.
Pigenetværket sigter med sine aktiviteter mod at skabe et frirum, hvor pigerne kan udfolde sig kreativt, udvikle deres identitet, inspirere hinanden, optræde for hinanden og prøve sig selv af i nye aktiviteter uden de ofte fysisk overlegne drenge. Det er her alle piger på Vesterbro, på tværs af skoler, klubber, etnicitet, religion og social status møde hinanden gennem sjove aktiviteter, ligeværd, et positivt fællesskab og får åbnet deres øjne for alt det gode ved at være pige på Vesterbro.
Eksempler på vores aktiviteter og arrangementer er Vesterbro Pigefestival, dansedage og idrætsdage med de lokale skoler.
Vesterbro Pigenetværk består af Settlementets Pigeklub, Kulturanstalten/Børnekulturstedet Vesterbro, ForeningsGuiderne Vesterbro, Go-Active, DGI Storkøbenhavn og Integration & Fritid (Københavns Kommune).
Løsere tilknyttet netværket er endvidere SSB, Kulturværkstedet Dagmar, RedBarnet Ungdom og andre lokale foreninger og klubber.
|